Evangelium

Evangelium er latin og

kommer fra det græske ord euangelion 'glædes-budskab'. I Bibelen er det først i Det Nye Testamente, at ordet får et religiøst indhold og bruges i bestemt form: Evangeliet om Gud, om Guds nåde, om riget, om end Paulus kan gengive Es. 52,7 med ordene: "Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!" (Rom. 10,15). På trods af Matth. 11,5 og Luk. 7,22 er det ikke sikkert, at Jesus selv har brugt ordet, og hvis han har, da næppe om sin egen forkyndelse, men snarere om Guds riges snarlige komme.

Meget tidligt er evangelium blevet den tekniske betegnelse for indholdet af den kristne forkyndelse. Paulus havde som hedningeapostel bragt de menigheder, han grundlagde, Guds evangelium om Jesus Kristus, dvs. at evangeliet havde sin oprindelse hos Gud, om end det blev forkyndt af mennesker, og handlede om Jesus Kristus, hans død og opstandelse. I sine breve kan Paulus skrive om det forkyndte evangelium og minde om dets indhold og betydning, men foregiver ikke at bringe noget evangelium; det må ifølge s

agens natur være mundtligt. Hvis evangeliet er Guds ord, så er Paulus' breve ikke Guds ord.

Det evangelieskrift der normalt kaldes det ældste, altså Markusevangeliet, indledes med ordene: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn". Men selv ikke her er det sikkert, at evangelium betegner evangelieskrift i betydningen: "Her begynder evangeliet om Jesus Kristus". Snarere betyder det, at begyndelsen til det gode budskab om Jesus udgøres af det, der berettes om Johannes Døber i Mark. 1,2-8. Det viser dog samtidig, at evangelium efter sin betydning nærmer sig en beretning om Jesus; dette indtryk bekræftes bl.a. af Mark. 14,9 om kvinden, der salvede Jesus: "Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende". Men det er først omkring år 150, at evangelium hos de ældste kirkefædre entydigt betyder evangelie- skrift og kan bruges i flertal om evangelierne i litterær forstand.

Andre evangelier

I Det Nye Testamente findes fire kanoniske evangelier; de er anonyme, men traditionelt tilskrives de henholdsvis Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De tre første kaldes for de synoptiske evangelier, fordi de i stof, ordlyd og komposition ligger tæt på hinanden. Og Johannesevangeliet menes at være skrevet efter de andre, men noget tyder dog på at det er bygget på en noget ældre skabelon.

I virkeligheden var der mange skrifter i omløb, men den katolske kirke gjorde alt for slette sporene fra andre evangelier end de kanoniske. De andre skrifter stammer fra tiden før Det Nye Testamente. Når Paulus siger: "Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, baade for Jøde først og for Græker" (Rom. 1,16), taler han naturligvis ikke om noget kanonisk evangelium - de blev først til efter hans død.

Der findes med andre ord en stor mængde andre evangelier kaldet de apokryfe. Disse skrifter er kristne og ofte gnostiske, som ikke anerkendes som en del af det nye testamente, men som i en del ting ligner de nytestamentlige skrifter og hvoraf visse faktisk i oldkirken blev regnet for kanoniske.