Gnosticisme

Gnosticisme er et udtryk,
der refererer til et kættersk trossystem, som var fremherskende i andet århundrede e.Kr. og som den tidlige kirke angreb.


Udtrykket kommer fra det græske ord gnosis, der betyder ”viden”, og den opfattelse, at man var indviet i hemmelig viden, optræder hos forskellige gnostiske tekster.


Indtil det tyvende århundrede stammede de fleste oplysninger om gnostiske sekter eller ledere fra de kristne skribenter, der fordømte dem, og derfor er deres værdi som kilde tvivlsom. Da man i 1945 opdagede nogle gamle gnostiske tekster i Egypten, fik man for første gang vigtig førstehåndsviden om disse gamle trosretninger. De blev kendt som Nag Hammadi-teksterne, opkaldt den landsby i nærheden af hvilken de var fundet. Det berømteste er Thomasevangeliet*. Nag Hammadi-teksterne blev oprindelig skrevet på græsk i det første eller andet århundrede e.Kr. og oversat til koptisk i det tredje og fjerde århundrede.


De lærde har diskuteret gnosticismens oprindelse. Nogle mener, at rødderne er hedenske med elementer af platonisme, andre at den stammer fra judaismen.


Den grundlæggende gnostiske tro er, at der findes en god, sand Gud, men at denne verden og marterien iden blev skabt af en mindre ond Gud ved, en Demiurg. Den sande Gud kaldes den første Æon, og fra denne udspringer tredive andre æonpar i en rækkefølge af faldende betydning. Tilsammen udgør æonerne begrebet den fuldkomne Gud, kendt som Pleroma. Interessant nok er det sidste par æoner Jesus og Sophia.

Da Kristus bliver sendt ned til jorden som mennesket Jesus, er formålet at give menneskeheden gnosis, så den kan gøre sig fri af den ufuldkomne fysiske verden og vende tilbage til Pleroma. Der er med andre ord tre typer mennesker: hylikere, der er bundet til ond materie, og som ikke kan frelses; psykikere, der delvis kan frelses, da de har en sjæl, og pneumatikere, som kan vende tilbage til Pleroma, hvis de opnår gnosis.


To af de berømteste gnostikere er Basilides og Valentius, som begge tiltrak en tilhængerskare i det andet århundrede e.Kr.

Basilides fra Alexandria i Egypten var virksom fra år 120 til 145. Han skrev Exegetica og hævdede, at han var i besiddelse af en hemmelig tradition, som var gået i arv fra Sankt Peter og evangelisten Matthæus.

Valentius var uddannet i Alexandria og blev undervist i Rom fra år 135. Han menes at være forfatter til det gnostiske Sandhedsevangelium, en af Nag Hammadi-teksterne.

Ud over de tilhængere, som Basilides og Valentius fik, har der været talrige andre gnostiske sekter. I den persiske tradition var der manichæismen, der nu er uddød, og mandæismen, som overlever i isolerede egne i Iran og Irak. I Europa var bogomilerne udbredte inden for vore dages Bulgarien i det tiende til trettende århundrede, men den berømteste gnostiske sekt var sikkert katharerne, også kendt som albigenserne.


Se også: Evangelium; Thomasevangeliet; Katharerne

 

Katharerne

Katharerne var, ligesom oldtidens gnostikere, stærkt dualistiske og så den fysiske verden som værende frembragt af en ond skabergud, en demiurg. Læs mere



Thomasevangeliet

Thomasevangeliet, nytestamentlig apokryf tekst, fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten som del af et større papyrusfund. Læs mere