Jesus Nazaræeren

Jesus Nazaræeren er nok en af de mest kendte personer i historien. Men hvem var han egentlig? Var han Guds søn? Eller søn af en tømrer?


Jesus Nazaræeren (født år 7-4 før vor tidsregning - død ca. år 30-33) også kaldet Jesus Kristus eller blot Kristus er den centrale figur i kristendommen og han anses af de fleste kristne for at være en inkarnation af Gud. Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.


Det meste viden om Jesus liv og tanker kommer fra de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. De fleste eksperter i historie og bibelstudier er enige om at Jesus var en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og healer. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere lægger dog forskellig vægt på evangeliernes troværdighed, da disse alle er skrevet ca. en menneskealder efter de begivenheder, de skildrer. (Læs f.eks. artiklen Kristendommen og evangeliernes uanfægtelighed)


Kristne anser Jesus for at være guddommelig. Jesus var den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet.

I Islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke Jesus var guddommelig.


Navnet Jesus Kristus

Navnet "Jesus" er en translitteration af det græske ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af det aramæiske Yeshua  eller det hebraiske יהושע (Yehoshua) der betyder ”frelseren”.

Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der betyder den salvede. Ligesom det hebræiske Masiah (Messias) betyder den salvede.

Således betyder navnet Jesus Kristus direkte oversat: Frelserkongen.


Jesus Nazaræeren og byen Nazaret

Når historikere skal beskrive Jesus Kristus er det populært at kalde ham Jesus af Nazaret. Men det er der ikke meget historisk korrekthed over. Tilnavnet ”af Nazaret” bunder nemlig i en misforståelse.

Ved begyndelsen af fortællingen om Jesus gøres det klart i Matthæus 2:23, at han var ”nazaræer”, men det siges også at baggrunden for dette er hans forældres bopæl i Nazaret. Der findes dog ingen optegnelser, som viser, at Nazaret eksisterede på den tid. Byen nævnes ikke i den hebraiske Talmud og heller ikke i nogen paulinske breve, navnet mangler i de romerske arkiver og i alle Josefus’ historiske værker. Faktisk er man indtil i dag ikke stødt på Nazaret på noget kort eller i nogen bog, optegnelse eller militær beretning fra denne periode.

I realiteten har evangeliernes nazaræere intet som helst at gøre med en by, der hedder Nazaret, og som først blev grundlagt og befolket i senere tid. Nazaræerne var en essæisk fraktion, og deres sekteriske status beskrives i Apostlenes Gerninger 24:5, hvor Paulus bliver anklaget for oprør og stillet for landshøvdingen i Kæsarea: ”Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt jøderne hele verden over, og at han er den, som står i spidsen for nazaræernes parti”. Der har aldrig eksisteret en Jesus af Nazaret andre steder end i denne oversættelsesfejl i Det Nye Testamente. Han var Jesus, Nazaræeren.


Jesus Guds Søn, Menneskesønnen og Davids kongeslægt

Hvordan stemmer den jordiske skikkelse (Maria og Josefs søn) overens med den kristne kirkes fremstilling af Guds guddommelige Søn? Kun Mattæus- og Lukasevangeliet diskuterer Marias undfangelse og fødsel af Jesus. Markus og Johannes ignorerer begge begivenheder.

Selv om Johannes ikke beretter om selve fødselsfortællingen, bringer han dog i 7:42 en kommentar til Jesu afstamning: ”Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Bethlehem, den landsby, hvor David var fra?” I tilgift fortæller Paulus’ brev til romerne 1:3-4, at Jesus Kristus vor Herre ”ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt… og blev godtgjort at være Guds søn”. Og igen i Mark. 10:47 og Mat. 22:42 kaldes Jesus for ”Davids søn”. I Apostlenes Gerninger 2:30 kalder Peter Jesus for ”hans lænders frugt efter kødet” (King James Bible), idet han henviser til David.

Disse bibelsteder samt de patrilineære slægtsregistre hos Mattæus og Lukas, gør det helt åbenbart, at Jesus havde en almindelig menneskelig slægtsnedstamning fra kong David. Ud over dette skrev Paulus, at Jesus blev  ”godtgjort” at være Guds søn, medens det i bebudelsesscenen i Luk. 1:35 tilsvarende siges, at Jesus skulle ”kaldes” for Guds Søn.

Den kendsgerning, at Jesus på fædrene side nedstammer fra David, fremgår med endnu større tydelighed af Heb. 7:14, som refererer til Jesu udnævnelse til ypperstepræst i Melkizedeks orden. Fra Moses til Arons tid havde kun Levi stamme automatisk krav på det israelitiske præstedømme. Juda stamme, der omfattede David og hans kongehus ned til Josef og Jesus, havde kongeprivilegium, men ikke præsteværdighed.

I sit brev til Hebræerne forklarer Paulus spørgsmålet om Jesu nye præstestatus således: ”Thi det er en kendt sag, at vor Herre oprandt af Juda stamme, og om præster fra den har Moses ikke talt et ord” (Heb. 7:14).  Lige inden – i Heb. 7:12 – pointeres det, at man for at bane vejen for denne afvigelse fra sædvanen ”jo nødvendigvis også måtte ændre loven”. Her siges intet om, at Jesus kunne gøre hvad han ville, fordi han var Guds Søn -  tværtimod måtte loven justeres på grund af hans fødsel i Davids slægt af Juda stamme.

Kroningssalmen, der er forbundet med Davids tronbestigelse, er relevant i denne sammenhæng: ”Jeg kundgør Herrens tilsagn. Han sagde til mig: ”Du er min Søn, jeg har født dig i dag!” (Salme 2:7). Ordlyden i denne salme antydes, da Jesus døbes i Jordanfloden af Johannes. Mat. 3:17, Mark. 1:11 og Luk. 3:22 fortæller samstemmigt, at en stemme fra himlen sagde: ”Dette er (eller: Du er) min Søn, den elskede”.

Når andre konfronterede ham og spurgte, om han var Guds Søn, undgik Jesus som regel spørgsmålet. Da han i Mat. 26:63-64 bliver spurgt af ypperstepræsten, om han i sandhed var Guds Søn, svarede Jesus: ”Du har selv sagt det” – og mente dermed, at det var ypperstepræsten, der sagde det, og ikke ham selv. I Luk. 22:70 svarer Jesus med næsten samme ord: ”Så spurgte de alle: ”Er du da Guds Søn?” Og han svarede dem: ”I siger det selv; jeg er det.”” Ved andre lejligheder svarer Jesus med at henvise til, at han er ”Menneskesønnen” (som i Mat. 26:63-64).

Bortset fra henvisningen til Davids salme, stammer opfattelsen af Jesus som Guds Søn fra ting, der siges om ham af andre i teksterne. For eksempel siger Joh. 20:31: ”Men disse ting er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn”. Tilsvarende i Apg. 9:20, hvor det fortælles om Paulus, at han forkyndte Kristus som Guds Søn. Der er i alt femogfyrre af den type tekst steder i Det Nye Testamente, som siger, at Jesus blev ”godt gjort som”, ”forkyndt som”, ”troet at være” og ”kaldt for” Guds Søn. På den anden side er der halvfems steder, hvor han identificeres som ”Menneskesønnen”, og de fleste af dem stammer fra Jesus selv.

Den græske bibelhenvisning til ”Menneskesønnen” er huios ho anthropos. Tilsvarende hedder det på aramæisk bar nascha og på hebraisk ben adam. I begge tilfælde betyder udtrykket blot ”en mand -  et menneske”.

Luk. 3:38 forklarer, at Adam var den første i rækken af ”Guds sønner”. Af større betydning for det generelle billede er det, at Bibelen kalder bestemte særligt fortjenstfulde mennesker for ”Guds børn”, hvilket begynder i Det Nye Testamente med Jesu egne ord i Mat. 5:9: ”Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn”. Lige som i tilfældet med Jesus er det afgørende verbum her ”kaldes for”.


Alt taget i betragtning var udtrykket ”Gud Søn”, som det bruges om Jesus, blot en overført og symbolsk talemåde, hvorimod hans fysiske nedstamning fra kong David i en lang række tilfælde anføres som hans reelle menneskelige stilling. Det vigtigste i denne forbindelse er, at det var Davids kongelinje, der i sig selv blev anset for at være af guddommelig oprindelse, og ikke Jesus som et enkelt individ. Denne forudsætning præciseres i 2. Sam. 7:13-14, hvor Gud erklærede om kong David: ”Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn!”.


Rettergang og korsfæstelse

Det romerske imperiums annaler fra det 1. Århundrede, samlet af senator Cornelius Tacitus, godtgør, at den mand, der kaldes for Kristus – som er ophavsmand til ”de kristne, der, som alle og enhver ved, er afsporede” - blev korsfæstet i kejser Tiberius’ regeringstid af statholderen i Judæa, Pontius Pilatus.

Denne begivenhed er altså officielt registreret. Der meddeles imidlertid ingen enkeltheder omkring retssagen, og heller ikke Flavius Josefus beskriver forløbet detaljeret i sine værker De jødiske antikviteter og Den jødiske krig. Det Nye Testamente er den eneste kendte kilde i den henseende.

Således som den fremgår af evangelierne, kan retssagen mod Jesus næppe karateriseres som en retssag, og hele forløbet er fyldt med tvetydigheder. I Mat. 26:57-59 fotælles det: ”De, der havde grebet Jesus, førte ham hen til ypperstepræsten Kaifas, hvor de skriftkloge og ældste var samlede…
Ypperstepræsterne og hele rådet søgte nu at skaffe falsk vidnesbyrd mod Jesus”.

Selv om alle disse præster, skriftkloge og ældste på en eller anden måde og med kort varsel var blevet samlet til lejligheden i di tidlige morgentimer, så står det faktum tilbage, at det var imod loven for det jødiske råd at samles om natten. Luk. 22:66 antyder, at selv om Jesus i første omgang blev ført til Kaifas, trådte Synedriet ikke sammen før om dagen. Men mødet var alligevel ulovligt, eftersom Synedriet ikke måtte forsamles i løbet af påsken.

Evangelierne fortæller, at Peter fulgte med Jesus til ypperstepræsten Josef Kaifas’ hus, hvor han fornægtede sin Herre tre gange som forudsagt. Alle beretningerne forklarer samstemmigt, at Kaifas derefter overdrog Jesus til den romerske statholder Pontius Pilatus, hvis tilstedeværelse gjorde det muligt at foretage et omgående forhør. Dette bekræftes i Joh. 18:28-31, men hér viser sig igen noget unormalt.


”De fører nu Jesus fra Kaifas til landshøvdingens bprg; det var daggry. Men de gik ikke selv ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.

Pilatus gik da ud til dem og sagde: ”Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?” De svarede og sagde til ham: ”Havde han ikke været forbryder, så havde vi ikke overgivet ham til dig.” Da sagde Pilatus til dem: ”Tag I ham og døm ham efter jeres lov!” Jøderne svarede ham: ”Det er os ikke tilladt at lade nogen henrette”.”


Men sandheden er, at Synedriet havde uindskrænket myndighed til at dømme forbrydere og bruge dødsstraf, hvis det var påkrævet. Evangelierne fortæller også, at Pilatus tilbød at benåde Jesus, fordi ”det var skik for statholderen at frigive en fange i forbindelse med påskefesten”. Igen er der tale om en usandhed, eftersom en sådan skik aldrig har eksisteret.

Selv om Zelot-apostlene Simon Lazarus og Judas Iskariot (sikarier, frihedskæmper) optræder i det forløb, der fører frem til pågribelse af Jesus, ser det ud til, at Taddæus (den tredje af lederne i oprøret mod Pilatus) ikke nævnes efter den sidste nadver. Men han dukker op i fortællingen i forbindelse i forbindelse med rettergangen. Taddæus var næstkommanderende i Alfæus-embedet og dermed en hengiven ”søn” af essæersamfundets øverste Fader. På hebraisk ville udtrykket ”søn af Faderen” indeholde de to elementer bar (søn) og abba (far) – Taddæus kunne derfor karakteriseres som Bar-abba, og en mand ved navn Barabbas er jo netop tæt forbundet med muligheden for, at Pilatus kan frigive Jesus.

Barabbas beskrives i Mat. 27:16 som ”en berygtet fange”; i Mark. 15:7 som én,  der ”under oprøret havde begået mord”; i Luk. 23:19 som én der ”var kastet i fængsel på grund af mord” og Joh. 18:40 som en ”røver”. Beskrivelsen hos Johannes er alt for vag, for almindelige røvere blev ikke dømt til korsfæstelse. Men den danske oversættelse afspejler ikke helt den oprindelige græske mening, for ordet léstés betyder snarere fredløs end røver. Markus’ ordvalg peger med langt større præcision på Barabbas’ oprørske rolle i opstanden.

Det sandsynlige hændelsesforløb synes at være, at da de tre fanger, Simon, Taddæus og Jesus, føres frem for Pilatus, virker anklagerne mod Simon og Taddæus umiddelbart troværdige. De var kendte Zelot-ledere og havde været under anklage siden opstanden. På den anden side fandt Pilatus det overordentlig vanskeligt at bevise anklagen mod Jesus. Faktisk blev han kun tilbageholdt af Pilatus, fordi det jødiske samfund havde overgivet ham til retsforfølgelse sammen med de andre. Pilatus bad de jødiske magthavere om i det mindste at forsyne ham med et påskud: ”Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand?” Men han fik ikke noget tilfredsstillende svar. Pilatus foreslog derpå, at de ældste skulle tage Jesus og ”dømme ham efter deres egen lov”, hvortil de ældste efter sigende gav den falske undskyldning, at ”det ikke var dem tilladt at lade nogen henrette”.

Derfor vendte Pilatus sig nu til Jesus selv og spurgte ham: ”Er du jødernes konge?” Jesus svarede: ”Spørger du sådan af dig selv, eller har de andre sagt dig det om mig?” Pilatus blev forvirret over hans svar og forsatte: ”Dit eget folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?” Forhøret forsatte, indtil Pilatus til sidst ”igen gik ud til jøderne og sagde til dem: ”Jeg finder ingen skyld hos denne mand”” (Joh. 18:38).


På dette tidspunkt dukker Herodes Antipas af Galilæa op på scenen (Luk. 23:7-12). Han var ingen ven af præsterne, og det passede i hans kram at få Jesus løsladt for at provokere sin nevø, kong Herodes Agrippa. Antipas indgik derfor en aftale med Pilatus om at frigive Jesus. Pagten mellem Jesu forræder Judas Iskariot og præsterne blev tilsidesat af en ny aftale mellem den herodianske tetrark og den romerske statholder. Fra dette øjeblik mistede Judas enhver mulighed for at blive benådet for sine Zelot-aktiviteter og hans dage var talte. I overensstemmelse med denne nye aftale sagde Pilatus til de jødiske ældste:


”I er kommet til mig med denne mand og har sagt, at han forleder folket til frafald; og se. Jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, men jeg har ikke fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for. Det har Herodes heller ikke, thi han har sendt ham tilbage til os. Se, han har altså intet gjort, som fortjener døden. Derfor vil jeg give ham en revselse og løslade ham.” (Luk. 23:14-16)


Hvis medlemmerne af Synedriet havde ventet til efter påsken, kunne de helt lovligt have ført deres egen retssag mod Jesus. Men de havde af strategiske hensyn overgivet ansvaret til Pilatus, fordi de vidste, at der ikke var nogen reel begrundelse for en anklage. De havde bestemt ikke regnet med Pilatus’ retfærdighedssans og heller ikke med Herodes Antipas’ indblanding. Men under hele dette forløb kom Pilatus til at modarbejde sine egne hensigter. Han forsøgte at begrunde sin beslutning om at frigive Jesus ud fra idéen om, at det kunne være en slags amnesti i forbindelse med påsken, men derved åbnede han muligheden for jødernes valg: ”Jesus eller Barabbas?” Men ”de råbte alle sammen og sagde: ”Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt”” (Luk 23:18).

Pilatus blev ved med at tale Jesu sag, men jøderne skreg: ”Korsfæst ham!” Endnu engang spørger Pilatus: ”Hvad har denne mand gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden”. Men han havde situationen imod sig og var nødt til at stå ved sit eget uheldige tilbud, hvorefter han frigav Barabbas (Taddæus). De romerske soldater gav Jesus tornekrone på og en rød kappe om skuldrene. Pilatus gav ham derefter tilbage til præsterne med ordene: ”Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham” (Joh. 19:4).

På dette tidspunkt gik sagen, som den skulle for de ældste i Jerusalem, og deres var stort set lykkedes. Godt nok var den halvgamle Taddæus blevet løsladt, men både Jesus og Simon Zelotes var i fængsel sammen med Judas Iskariot.


Der blev derfor rejst tre kors på Hovedskalsstedet (Golgata), som skulle bære Jesus og de to partisanledere Simon Zelotes og Judas Iskariot. Men på vejen til korsfæstelsespladsen indtræffer en betydningsfuld hændelse, idet en mystisk person ved navn Simon af Kyrene tilbyder at bære Jesu kors (Mat. 27:32). Der er blevet fremsat teorier om, hvem denne Kyrene kan have været, men hans virkelige identitet spiller ingen større rolle. Det afgørende er imidlertid, at han dukker op. Der findes en interessant henvisning til ham i en tidlig koptisk traktat med titlen Den Store Seths anden afhandling, som blev fundet blandt bøgerne fra Nag Hammadi. Traktaten forklarer at anden trådte i ét af ofrenes sted, og nævner Kyrene i denne sammenhæng. Personudskiftningen lykkedes øjensynlig, eftersom traktaten påstår, at Jesus ikke døde på korset som antaget. Jesus selv citeres for at have sagt efter korsfæstelsen: ”Hvad min død angår – så var den virkelig nok for dem – men kun på grund af deres manglende fatteevne og blindhed”.

Islams Koran (kapitel 4 med titlen Kvinder) siger tilsvarende, at Jesus ikke døde på korset og hævder: ”Men de dræbte ham ikke, og korsfæstede ham heller ikke, thi én, der lignede ham, trådte i hans sted… De dræbte ham ikke i virkeligheden”.

Også historikeren Basilides fra det 2. Århundrede skrev, at korsfæstelsen var fingeret, idet Simon af Kyrene blev brugt som stand-in.

Men i virkeligheden ser det ud til, at Simon af Kyrene trådte i stedet for Simon Zelotes og ikke Jesus. Henrettelsen af to så betydningsfulde mænd som Jesus og Simon kunne ikke passere uden modforholdsregler, og derfor synes en strategi at være blevet lagt for at føre de jødiske autoriteter bag lyset. Det er muligt, at Pilatus’ mænd var medsammensvorne i manøvren, der afhang af brugen af en gift, som medførte bevidstløshed, og udførelsen af et fysisk bedrag.

Hvis nogen mand var i stand til at udtænke et sådant illusionsnummer var det Simon Zelotes, som var leder af de samaritanske magere og kendt som en af datidens største magikere. Både Peters gerninger og de Apostolske konstitutioner fortæller historien om, hvordan Simon nogle år senere leviterede over Forum Romanum. Men ved Golgata var situationen en noget anden – Simon var bevogtet og på vej til at blive korsfæstet.

Først og fremmest var det derfor nødvendigt at redde Simon ud af kniben, og derfor blev en stand-in fremskaffet i skikkelse af Kyrene, som sikkert stod i ledtog med Taddæus (Barabbas). Bedrageriet begyndte på vejen til Golgata, da Kyrene ved at tage Jesu byrde på sig blev en del af gruppen. Selve ombytningen skete formentlig på korsfæstelsespldsen i ly af de almindelige forberedelser. Midt under travlheden med at få rejst korsene forsvandt Kyrene tilsyneladende, men tog i virkeligheden Simons plads. I evangelierne bliver den efterfølgende række af begivenheder omhyggelig tilsløret, idet der kun gives få oplysninger om de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus, bortset fra, at de var ”tyve”. Og dermed var scenen sat. Simon Zelotes havde fået sin frihed igen og kunne derefter med held kontrollere forløbet.


Selv om korsfæstelsen almindeligvis gengives som en forholdsvis offentlig, bekræfter evangelierne (for eksempel Luk. 23:49), at tilskuerne var tvunget til at overvære forløbet ”på lang afstand”. Den vestlige tradition har haft et romantisk billede af stedet ”som en fjern grøn bakke” – et tema, som mange kunstnere har skabt variationer over. Men ingen af evangelierne siger noget om en bakke. Ifølge Joh. 19:41 var lokaliteten en ”have”, hvor der fandtes et privat gravsted, som tilhørte Josef af Arimatæa (Mat. 27:59-60). Skal man derfor følge evangelierne frem for den populære myte, er det klart, at korsfæstelsen ikke var et storslået skue på et højdedrag med tre kors rejst på baggrund af horisonten og med en episk forsamling af tilskuere. Tværtimod var der tale om en ret overskuelig situation på et afgrænset område – i virkeligheden en lukket have, som i den ene eller anden forstand var et ”hovedskalssted” (Joh. 19:17). Evangelierne siger ikke meget mere og dette emne, men Heb. 13:11-13 giver os nogle brugbare vink med hensyn til stedet:


”Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe ’opbrændes uden for lejren’. Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket med sit blod. Så lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forsmædrelse.”


Ud fra teksten forstår vi, at Jesus led ”uden for byporten” og ”uden for lejren”. Der synes også at være association til en lokalitet, hvor de ofrede dyrs kroppe blev brændt. Denne sidste henvisning er ikke mindst vigtigt fordi de steder, hvor dyrekadavere blev brændt, blev anset for urene. Ifølge 5. Mos. 23:10-14 betegner ”steder uden for lejren” de områder der var reserveret til affaldskule, mødding og offentlig latrin, som både fysisk og rituelt var urene. I samme ånd definerede ”uden for lejren” andre urene lokaliteter, herunder almindelige gravpladser. Desuden gør Dødehavsrullerne det klart, at når man gik hen over de døde, blev man forurenet gennem denne handling, og derfor menneskelige gravpladser markeret med et kranium. Heraf følger ganske naturligt, at hovedskalsstedet (Golgata) må have været en afgrænset begravelsesplads i form af en have, der rummede et tomt gravkammer, som tilhørte Josef af Arimatæa.

Endnu en henvisning finder vi i Åb. 11: 8, som siger, at Jesus blev korsfæstet ”i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten”. Dette identificerer med sikkerhed begravelsespladsen som Qumran, der af terapeuterne blev kaldt for Ægypten, og som geografisk blev forbundet med den gammeltestamentlige by Sodoma.

Som det fremgår af artiklen om Josef af Arimatæa (den patriarkalske Josef ha Rama Theo) identisk med Jesu egen bror Jakob. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at Jesus blev gravlagt i et gravkammer, der tilhørte hans egen kongelige familie.

Fra det tidspunkt i 1947, da Dødehavsrullerne blev fundet ved Qumran, er udgravningerne forsat til langt op i 1950’erne. I løbet af denne periode er der gjort vigtige fund i flere huler. Arkæologerne opdagede, at én bestemt hule havde to kamre og to indgange et stykke fra hinanden. Adgangen til hovedkammeret gik gennem et hul i loftet, medens det tilstødende hulrum havde adgang fra siden. Der var blevet lavet trin ned i kammeret fra loftsåbningen, og en stor sten var rullet hen over hullet for at skærme hulen for indtrængende regnvand. Ifølge Kobberrullen blev dette gravkammer brugt som opbevaringssted for værdigenstande, og blev derfor kaldt for ”den rige mands gravkammer”. Det var den davidske kongeprins’ gravkammer, som lå direkte overfor en anden hule, der blev kaldt for Abrahams skød.


Profetien om, at Frelseren skulle ride ind i Jerusalem på et æsel, var ikke den eneste forudsigelse vedrørende Messias i den gammeltestamentlige Zakarias’ Bog. De to andre profetier, Zak. 12:10 og 13:6, siger, at han skulle ”gennembores” at hele Jerusalem ville sørge over hans død, og at han ville blive såret i hænderne på grund af sine venner. Jesus vidste, at han ved at blive korsfæstet ville svare til alle disse kendemærker. Som Joh 19:36 udtrykker det: ”Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse”.

Korsfæstelse var både straf og en henrettelsesmetode. Døden blev fremkaldt gennem flere dages udmattende pine. Først blev offerets udstrakte arme bundet ved håndleddene til en planke, der blev hejst vandret på plads øverst på en oprejst pæl. Nogle gange blev hænderne også naglet fast, men naglerne var i sig selv ikke nok. Ophængt i armene med hele kropsvægten vil et menneskes lunger blive presset sammen, og døden indtræder forholdsvis hurtigt gennem kvælning. For at forlænge plagen blev offerets fødder derfor gjort fast til den lodrette pæl for at lette presset på brystet. Støttet på denne måde kunne en mand overleve i flere dage, muligvis endda en uge eller mere. Men for at få korsene ledige, brækkede bødlerne efter nogen tid ofte benene på ofrene for at øge presset på lungerne og fremskynde døden.

På hin fredag svarende til den 20. Marts år 33 var der ingen grund, at nogen af de korsfæstede mænd skulle dø i løbet af dagen. Ikke desto mindre fik Jesus tilbudt noget eddike, og efter at have indtaget det, ”opgav han ånden” (Joh. 19:30). Kort efter stak en vagtpost Jesus i siden med et spyd og det faktum, at han blødte (identificeret som blod og vand), er blevet taget som bevis for, at han var død (Joh. 19:34). I realiteten tyder en vaskuløs blødning på, at kroppen stadig er i live og ikke død. Der flyder ikke blod fra et stiksår, som tildeles efter dødens indtræden. På dette tidspunkt var Judas og Kyrene stadig ganske vitale, og derfor fik de benene knust.

Evangelierne beretter intet om, hvem der gav eddiken til Jesus på korset, men Joh. 19:29 gør det klart, at karret var stillet frem og parat. Lidt før i samme forløb bliver det fortalt, at drikken bestod af ”eddike blandet med malurt” (Mat. 28:34) – hvilket er det samme som sur vin blandet med slangegift. Afhængig af blandingsforholdet kunne denne drik fremkalde bevidstløshed eller måske ligefrem døden. I dette tilfælde indtog Jesus ikke drikken af en kop, men fra en svamp, som blev rakt op til ham på en stang, hvorved den indtagne mængde kontrolleres. Den person, der stod for dette, var uden tvivl Simon Zelotes, der selv skulle have hængt på et af korsene.

I mellemtiden forhandlede Josef af Arimatæa med Pilatus om at fjerne Jesu legeme inden sabbaten og lægge det i hans gravkammer i overenstemmelse med 5. Mos. 21:22-23, som bekræftes i Tempelrullen fra Qumran: ”Når en mand har gjort sig skyldig i en synd, der straffes med døden, og aflives, og du hænger ham op i et træ, så må hans lig ikke blive hængende natten over i træet; men du skal under alle omstændigheder begrave ham samme dag”.

Pilatus gik derfor med til at ændre henrettelsesmetoden fra hængning (svarende til den romerske korsfæstelse) til den jødiske skik med levende begravelse. Han vendte derpå tilbage til Jerusalem og overlod dermed kontrollen til Josef. (Det er muligvis betydningsfuldt, at henvisningerne i Apg. 5:30, 10:39 og 13:29 til Jesu tortur alle taler om, at han blev ”hængt i et træ”.)

Efter at Jesus tilsyneladende er i koma, og Judas og Kyrene netop har fået knust benene, bliver de tre ofre taget ned, idet de har hængt på deres kors i mindre end en halv dag. Beretningen siger intet om, at mændene var døde, men beretter gasnke enkelt om nedtagningen af deres ”legemer” – altså levende legemer og ikke lig.


Den næste dag var en sabbat, som evangelierne ikke beretter meget om. Kun Mat. 27:62-66 nævner denne lørdag, men henviser blot til en samtale mellem Pilatus og de jødiske ældste i Jerusalem, på baggrund af hvilken Pilatus beordrer to vagtposter til at overvåge Jesu grav. Bortset fra dette går alle fire kanoniske evangelier videre med deres fortælling fra den efterfølgende søndag morgen. Men hvis en enkelt dag er vigtig for hændelsesforløbet, må det være denne lørdag -  sabbatsdagen, som vi får så lidt at vide om. Denne dag, der var forbeholdt hvile og tilbedelse af gud, er nøglen til alt, hvad der skete. En hellig dag, på hvilken det absolut forbudt at arbejde.

Det ser ud til,  at Kyrene og Judas Iskariot var blevet anbragt i gravens tilstødende kammer, medens Jesu legeme lå i hovedkammeret. I denne todelte hule havde Simon Zelotes i forvejen placeret sig med lamper og alt, hvad der var brug for i situationen. (Det er interessant, at en lampe var blandt de genstande, som blev fundet i dette gravkammer i 1950’erne.)

Derpå ankom Nikodemus ifølge Joh. 19:39 og medbragte ”en blanding af myrra og aloe, omtrent hundrede pund”. Udtræk af myrra var en slags beroligende middel, som blev brugt i samtidens lægepraksis . Og som nutidens farmaceuter kan fortælle, er saften fra aloeplanten et kraftigt og hurtigt virkende afføringsmiddel – præcis hvad Simon havde brug for for at fjerne giften fra Jesu krop.

Det var af stor betydning, at dagen efter korsfæstelsen faldt på en sabbat. Faktisk beroede  hele tidsberegningen i denne operation med at ”genoprejse Jesus fra de døde” (at udfri ham af hans ekskommunikation – hans ”død per dekret”) på fastsættelsen af det præcise tidspunkt, hvorfra sabbatten kunne regnes for at være begyndt.

I datiden fandtes der ingen idé om bestemte tidsrum målt i timer og minutter. Det at optegne og måle tid var én af levitternes officielle funktioner, idet de fastlagde timeforløbet ud fra opmålingen af skygger på jorden. Endvidere brugte de fra omkring år 6 f. Kr. solskiver. Men hverken mærker på jorden eller solskiver nyttede noget, når der ikke var nogen skygger. Derfor var det vedtaget, at dagen havde tolvtimers dagslys og natten tolvtimers mørke. Sidstnævnte blev målt ud fra levitternes tidebønner (som den katolske kirkes kanoniske timer i dag. Faktisk stammer nutidens Angelusbøn, der bedes om morgenen, om middagen og ved solnedgang, fra de første levittiske engles praksis). Men problemet var, at efterhånden som dagene og nætterne blev længere eller kortere, var man nødt til at justere der, hvor timerne lappede ind over hinanden.

På den givne fredag, hvor korsfæstelsen fandt sted, var det nødvendigt at justere tiden frem med hele tre timer, og af den grund er der en betragtelig forskel mellem beretningerne hos Markus og Johannes med hensyn til tidspunktet for dagens begivenheder. Mark. 15:25 fortæller, at Jesus blev korsfæstet ved den tredje time, hvorimod Joh. 19:14-16 beretter, at Jesus blev overgivet til korsfæstelse ved den sjette time. Uoverensstemmelse opstår, fordi Markusevangeliet bygger på en tidsmåling svarende til den hellenistiske soltid, medens Johannesevangeliet benytter de hebraiske månetid. Resultat af tidsforskydningen var (som det beskrives i Mark. 15:33), at ”da den sjette time kom, var der mørke over hele landet indtil den niende time”. Disse tre timers mørke har kun en symbolsk betydning og indtraf i løbet af ét øjeblik (ligesom tidsskift foregår i dag, når vi krydser henover forskellige tidszoner, eller når vi stiller uret frem eller tilbage i forbindelse med sommer- og vintertid). Så ved denne lejlighed blev slutningen af den femte time umiddelbart fulgt af den niende times mørke.

Nøglen til hele opstandelseshistorien ligger i de tre manglende (dagtimerne, der blev til nattetimer), idet sabbatten efter den nye tidsangivelse begyndte tre timer inden den oprindelige tolvte time -  altså i den oprindelige niende time, som derefter blev kaldt for den tolvte.

I modsætning hertil arbejdede den samaritanske mager Simon Zelotes inden for en astronomisk bestemt tidsramme, og derfor gjorde han ikke tidsforskydningen på de tre timer formelt gældende førend ved den oprindelige tolvte time. Dette bevirkede, at Simon uden at bryde nogle regler om ikke at arbejde på en sabbat havde tre fulde timer til rådighed, hvor han kunne foretage sig det nødvendige, selv om alle andre var begyndt på den hellige hviletid. Det gav ham tid nok til at give Jesus hans medicin og behandle Kyrenes benbrud. Judas Iskariot blev behandlet noget mindre barmhjertigt og smidt i døden ud over en klippe (som det fortælles i Apg. 1:16-18). Den tidligere henvisning i Mat. 27:5 til, at Judas ”hængte sig”, kommenterer snarere den kendsgerning, at Judas på dette tidspunkt havde skabt forudsætningerne for sin egen undergang.


Se også: Kristendommen og evangeliernes uanfægtelighed; Nikæa Koncilet; Evangelium; Maria Magdalene; Sol Invictus;

 

Evangeliernes

uanfægtelighed

De fleste mennesker i dag taler om ”kristendommen” og figuren Jesus Kristus, som om det var én bestemt ting eller historie -  en sammenhængende, homogen helhed. Det siger sig selv, at det er den overhovedet ikke! Læs mere


Thomasevangeliet

Thomasevangeliet, nytestamentlig apokryf tekst, fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten som del af et større papyrusfund. Læs mere


Mariaevangeliet

Mariaevangeliet er et kun delvist bevaret apokryft evangelieskrift. Læs mere


Judasevangeliet

Judasevangeliet skildrer Judas som Jesu særlige fortrolige. Mens de øvrige disciple fremstilles som en flok, der vildleder de troende. Læs mere


Gnosticisme

Udtrykket kommer fra det græske ord gnosis, der betyder ”viden”, og den opfattelse, at man var indviet i hemmelig viden, optræder hos forskellige gnostiske tekster. Læs mere