Josef fra Arimatæa

Josef fra Arimatæa er beskrevet i alle fire kanoniske evangelier som den mand der fik overdraget Jesu Kristi legeme efter korsfæstelsen


(27:59,60; Markus 15:46; Lukas 23:53; Johannes 19:38-40).


På Josef fra Arimatæas bekostning blev Jesu legeme begravet i Josefs egen grav i klippen, hvor han hjulpet af farisæeren Nikodemus svøbte ham i et rent liglagen og urter.

Evangelierne giver kun en kort beskrivelse af Josef fra Arimatæa, og vi ved ikke meget andet om manden, end at han var velhavende og en hemmelig disciple af Jesus (Johannes 19:38). Lukas (23:50) tilføjer, at Josef fra Arimatæa var medlem af sanhedrinrådet, hvilket kunne tyde på, at han havde en vis indflydelse. Det lader til, at Josef fra Arimatæa, som blev anset for at være en ”god og retfærdig mand” (Lukas 23:50) ikke havde været enig i sanhedrinens dom over Jesus. Ifølge Matthæus (27:57-60) og Markus (15:43-45) bad Josef fra Arimatæa personligt Pontius Pilatus om at få udleveret Kristi døde legeme, og det antyder, at Josef var tilstrækkelig magtfuld til at få foretræde for den romerske landshøvding i Judæa. Ifølge jødisk skik var det den nærmeste mandlige slægtnings pligt at arrangere begravelsen, og derfor er det blevet sagt, at Josef fra Arimatæa var bror til Jesus (Se Graham Phillips: The Marian Conspiracy), skønt han i den østlige tradition ses som Jomfru Marias onkel.

Andre ikke-kanoniske tekster kaster lidt mere lys over Josef. Peter-evangeliet nævner, at Josef faktisk var personlig ven af Pontius Pilatus, og Nikodemus-evangeliet refererer til Jesu begravelse og konstaterer, at de jødiske ældste efterfølgende fængslede Josef fra Arimatæa. Mens Josef var i fængsel, viste den genopstandne Jesus sig for ham og transporterede ham mirakuløst til hans hjem, hvor Jesus sagde, han skulle blive fyrre dage. De jødiske ældste blev forbløffede over at opdage, at Josef var flygtet uden at låsen og forseglingen på hans celle hverken var blevet brudt eller lirket op. Da de indså, at de havde at gøre med en ophøjet person, skrev de et brev til Josef og undskyldte og bad ham møde dem i Jerusalem. Ved mødet forklarede Josef nøjagtig, hvad der var sket, og underrettede de jødiske ældste om, at andre også var genopstået samtidig med Jesus. Josefs beretning bekræfter også historien om Josefs fængsling. Marias død er angiveligt et evangelium skrevet af Josef fra Arimatæa selv, som efter korsfæstelsen ledsagede Jomfru Maria.

Sammenlignet med de sparsomme oplsyninger, man finder om Josef fra Arimatæa i evangelierne, indtager han en fremtrædende plads i de apokryfe tekster, senere sagn og i Arthur-fortællingerne. I disse beretninger hedder det sig, at Josef var tinkøbmand og bragte den unge Jesus med til England, at han grundlagde kristendommen på De Britiske Øer, og at han vogtede Den Hellige Gral. At Josef fra Arimatæa, der kun spiller en ringe rolle i Det Nye Testamente, skulle være knyttet til Storbritannien, virker temmelig overraskende, men en lang tradition forbinder ham med Cornwall og Somerset. Disse traditioner fastslår, at Josef engang havde den unge Jesus med på en handelsrejse. Hvis Josef på det tidspunkt kendte Storbritanien, så er det forståeligt, at apostlen Filip senere sendte ham dertil fra Gallien.

Selv om kristendommen officielle grundlægger på De Britiske Øer var Augustinus i 597 e.Kr., beretter ikke-kanoniske kilder og senere fortællere, at Josef fra Arimatæa faktisk ankom dertil i enten 37 eller 63 e.Kr. I beretningerne står, at Josef flygtede fra Judæa sammen med flere andre -  som oftest nævnes apostlen Filip, Lazarus, Maria Magdalene, Martha, Maria fra Bethania og andre. Lazarus og Maria Magdalene blev i Marseilles, mens de øvrige rejste videre til Gallien i den nordlige del af vore dages Frankrig. Apostlen Filip sendte derefter Josef fra Arimatæa og elleve eller tolv andre (afhængig af teksten) til Britannien for at prædike. Sørejsen førte Josef til Vestengland, hvor den lokale kong Arviragus tildelte Josef og hans ledsagere jord på White Island. Det var her, at Josef og hans ledsagere byggede en kirke af pileflet, Vetusta Ecclesia, viet til Jomfru Maria. Det er almindeligt anerkendt, at det er her Glastonbury nu ligger (i modsætning til Graham Phillips, som mener, at stedet er Anglesey), og at benediktinerklostret i Glastonbury nu ligger samme sted som kirken. De fleste detaljer kan findes i The Antiquity of the Church at Glastonbury, som blev skrevet i det tolvte århundrede af William of Malmesbury samt i Chronicle of the Antiquities of the Church of Glastonbury af John of Glastonbury, også fra det tolvte århundrede. Der findes imidlertid en tidligere beretning om Josefs rolle som grundlægger af kristendommen i Britannien fra det sjette århundrede i Frankernes Historie, det er skrevet på latin af Gregor af Tours.

En anden del af historien om Josef og den tidligere kristne menighed i Glastonbury handler om tjørnebusken, som Josef skal have plantet. Da Josef standsede for at holde hvil på Wearyall Hill, borede han sin stav ned i jorden, og på dette sted voksede en tjørnebusk op. Den stav som Josef medbragte, stammede fra den tornekrone, som Jesus bar ved korsfæstelsen. Den tjørnebusk som stadig findes ved Glastonbury, blomstrer i maj og igen til jul og kaldes den Hellige Tjørnebusk. Første gang den omtales er i The Lyfe of Josepf of Armathia, skrevet i 1520 med senere tilføjelser, som dukkede op i 1677 og 1716.

Den berømteste myte om Josef fra Arimatæa drejer sig nok om hans rolle som Den Hellige Grals vogter. I de historier forbindes Den Hellige Gral som regel med det bæger som Jesus brugte ved den sidste nadver, og hvori Josef opfangede nogle få dråber af Jesu blod under korsfæstelsen. Dette omtales, ganske vist overfladisk, første gang i The Life of St Mary Magdalene af Rabanus Maurus (776-856). Heri er Josef fra Arimatæa nært knyttet til den sagnomspundne ø, Avalon, angiveligt i Somerset. Hvor han er begravet under den kirke, han grundlagde. Det siges også, at han blev begravet sammen med to sølvkar. Der rummede Jesu blod og sved.

I middelalderen cirkulerede der mange historier om Gralen, ikke mindst Robert de Borons Joseph d’Arimathie. Heri beretter Robert de Boron hvordan Jesus bliver stukket i siden med et spyd, mens han hænger på korset, og Josef opfanger noget af blodet i det bæger, der blev brugt ved den sidste nadver. De jødiske embedsmænd fængsler Josef for hans forbindelse med Jesus, og i fængslet viser Jesus sig mirakuløst for ham og lærer ham om ”Gralens mysterier”, selv om det ikke er klart, hvori disse mysterier består. Efter toogfyrre år i fængsel bliver Josef sat på fri fod og rejser sammen med en gruppe kristne til et fremmed land, hvor der fremstilles et rundt bord som symbol på den sidste nadver. En af pladserne bliver dog aldrig benyttet, Judas’ plads. Derefter søger man at finde et sted til at huse Den Hellige Gral, og det finder man i Vale of Avalon (Glastonbury), hvor der bygges en kirke til formålet.

Andre af den type historier er meget populære i middelalderen, f.eks. Grand St Grail (1200), Parzival (1207) af Wolfram von Eschenbach, Queste del St Graal (1210), Perlevaus (1225) og som den vigtigste, Sir Thomas Malorys Le Morte d’Arthur (1485). I Malorys historie er Josef fra Arimatæa den sande vogter af Den Hellige Gral og forfader til Arthur, Lancelot og Galahad.


Se også: Arthur; Den Hellige Gral

 

Den Hellige Gral

Der er forskellige versioner af sagnet. Den Hellige Gral er blevet skildret som et bæger eller en kalk, et relikvie, der rummede Kristi blod, et sølvfad, en meget stor kedel, en sten fra himlen, en tallerken, en fisk, en due, et sværd, et spyd, en lanse, en hemmelig bog, manna fra himlen, et afhugget hoved, et blændende hvidt lys, et bord og meget, meget andet. Læs mere


Kong Arthur

Arthur, er navnet på den legendariske sagnkonge af Britanien der samlede sine riddere omkring et rundt bord og tog på jagt efter Den hellige gral. Læs mere