Merlin

Navn og oprindelse

Det walisiske navn Myrddin blev af den middelalderlige krønikeskriver Geoffrey af Monmouth latiniseret til Merlinus for at undgå associationer til det latinske ord merdus (‘møg’). Ifølge traditionen stammer navnet fra det keltiske Maridunon – det senere Carmarthen i Wales – hvilket førte til forestillingen om, at troldmanden kom fra denne by.

Merlin beskrives ofte som et barn født af en dødelig kvinde og en dæmon. Dette motiv findes i flere kristne kilder, hvor hans fødsel ses som et forsøg fra Helvedes magter på at skabe et ondt væsen, der kunne modvirke Kristi godhed. Barnet blev dog straks døbt, og hans kræfter blev dermed renset for ondskab.

De tidligste fortællinger

I de tidligste legender møder vi Merlin som en dreng i kong Vortigerns tid. Kongen forsøgte at bygge et tårn, men hver gang styrtede det sammen. Merlins forklaring var, at der lå et vandbassin under fundamentet, hvori to drager – én rød og én hvid – kæmpede mod hinanden. Synet fik ham til at fremsige en række profetier, som senere blev tolket som forvarsler om kampene mellem England og Wales.

Efter Vortigerns fald blev Merlin rådgiver for kong Aurelius Ambrosius. Han foreslog, at man rejste et monument til minde om de faldne briter ved at hente særlige sten fra Irland. Ifølge legenden blev disse rejst som Stonehenge.

 

Kong Uther og Arthurs fødsel

Da Aurelius døde, hjalp Merlin den nye konge, Uther Pendragon, med at forføre hertugen af Cornwalls hustru, Igraine, ved at give ham magisk skikkelse som hendes mand, Gorlois. Barnet fra denne forening blev Arthur, som Merlin tog i sin varetægt.

For at sikre, at Arthur engang skulle blive konge, indstiftede Merlin den berømte konkurrence med sværdet i stenen. Kun den retmæssige konge kunne trække sværdet ud. Mange forsøgte forgæves, indtil den unge Arthur – dengang blot væbner for Kay – trak sværdet ud for at hente et våben til sin herre. Da Ector, Kays fosterfar, indså betydningen af handlingen, blev Arthur udråbt og siden kronet som konge.

 

Forholdet til Nimue og tilbagetrækningen

Senere fortælles det, at Merlin blev forelsket i Nimue (også kaldet Viviane), som han lærte sine magiske hemmeligheder. Hun brugte denne viden til at fange ham – i nogle versioner i en glaskiste, i andre i et usynligt fængsel.

I andre kilder, som Geoffrey af Monmouths Historia Regum Britanniae, fører Merlin den sårede Arthur til Avalon efter slaget ved Camlann. Derefter bliver Merlin grebet af vanvid og trækker sig tilbage til skovene som en vildmand. Ifølge Giraldus Cambrensis blev han sindssyg efter at have overværet et frygteligt syn på himlen under slaget.

 

Den vilde profet

I de walisiske digte og fortællinger optræder Merlin – her kaldet Myrddin Wyllt (Merlin den Vilde) – som en gal profet, der lever i naturen og taler med dyrene. Han er her forbundet med kong Rhyddderch og sin søster Ganieda, der både optræder som trøster og modstander. En kendt fortælling beskriver, hvordan Merlin under et bryllup rider ind på en hjort og i raseri dræber brudgommen, før han flygter tilbage til skoven.

Ganieda bygger ham senere et observatorium, hvorfra han kan studere stjernerne. Dette motiv symboliserer forbindelsen mellem Merlins galskab, hans visdom og naturens kræfter.

 

Historisk og litterær udvikling

I middelalderens litteratur blev flere figurer smeltet sammen til den Merlin, vi kender i dag. Den historiske Myrddin Wylltvar måske en virkelig bard eller profet fra 500-tallet, som efter et blodigt slag i Skotland levede som eneboer i skoven.

Geoffrey af Monmouth kombinerede denne skikkelse med en anden profetfigur, Ambrosius, og skabte dermed den samlede mytiske troldmand, som fik en central plads i Arthur-legenden.

 

Slægt og oprindelse

I walisiske kilder er Merlin ikke faderløs, men tilskrives kongelig herkomst. En tradition opregner følgende slægt:

Coel Godebog → Ceneu → Mor → Morydd → Madog Mofryn → Myrddin (Merlin)

Andre kilder hævder, at han var søn af Morgan Frych, prins af Gwynedd, eller endda af kongen af Powys.

 

Senere fortællinger og legender

I italienske ridderromancer blev Merlin forbundet med Tristan og Isolde. Digteren Boiardo fortæller, at Merlin skabte en tryllekilde, som Tristan skulle drikke af for at glemme Isolde – men han fandt den aldrig. Ariosto og Strozzi beskriver ham som en ånd, der lever videre efter døden; Strozzi hævder endda, at han opfandt teleskopet i en hule under Attilas invasion af Italien.

Historikeren Godfried af Viterbo mente, at Merlin var angelsakser, mens andre hævder, at han stammede fra Bretagne.

I 1800-tallet fandtes pilgrimsvandringer til Merlins kilde ved Barenton i Bretagne, men de blev forbudt af Vatikanet i 1853.

 

Gravsteder og spøgelser

Mange steder hævder at være Merlins grav:

• Drumelzier i Skotland
• Merlin’s Mount ved Marlborough College
• Mynydd Fyrddin
• Merlin’s Hill Cave i Carmarthen
• og Merlin’s Cave ved Tintagel, hvor hans spøgelse siges at vise sig ved nattetide.

 

Tolkninger og symbolik

Moderne forskere som W. Rutherford og N. Tolstoy har foreslået, at Merlin var en sen efterkommer af de keltiske druider, der udøvede shamanistiske ritualer. Psykologerne C. G. Jung og Marie-Louise von Franz har peget på Merlin som et arketyptisk symbol på den vise gamle mand og den indre profet.

Andre, herunder E. Davies, har set Merlin som en oprindelig guddom – den strålende aftenstjerne – mens hans søster Ganieda repræsenterede morgenstjernen. I de walisiske Triader kaldes det tidlige Britannien for “Merlins område”, som om han havde guddommelig ejendomsret over landet.

Forskeren Geoffrey Ashe har knyttet Merlin til kulten omkring Mabon, og hans tilknytning til hjorte og skoven har fået andre til at sammenligne ham med Cernunnos, den keltiske hornede gud.

 

Kilder og betydning

Merlin er en sammensmeltning af myte, historie og litteratur, og han repræsenterer forbindelsen mellem visdom og galskab, natur og ånd, magi og kristendom. Gennem århundrederne har han udviklet sig fra en lokal walisisk profet til en universel arketype for troldmanden, læreren og den skjulte vismand.