Den Vitruvianske Mand

Den Vitruvianske Mand er baseret på beskrivelser af den romerske arkitekt Vitruvius, som mente, at den ideelle menneskekrop kunne passe perfekt ind i både en cirkel og et kvadrat. Da Vinci's tegning er et forsøg på at illustrere disse proportioner og demonstrere den matematiske harmoni i menneskekroppen.

Tegningen er et symbol på renæssancens interesse for menneskelig anatomi, proportioner og kunst. Den repræsenterer også forbindelsen mellem kunst, videnskab og filosofi i denne periode.

Navnet "Den Vitruvianske Mand"

Navnet refererer direkte til den romerske arkitekt Vitruvius, hvis skrifter om arkitektur og menneskelige proportioner var en vigtig inspirationskilde for Leonardo da Vinci. Vitruvius beskrev, hvordan menneskekroppen kunne indskrives i geometriske former som cirklen og kvadratet, hvilket danner grundlaget for tegningen.

Vitruvius var romersk ingeniør, forfatter og arkitekt fra slutningen af det første århundrede f.kr. og begyndelsen af det første århundrede e.kr. Hans eneste bevarede bog, De Architectura, indeholder to kæmpestore encyklopædiske kapitler, hvori han beskriver aspekter af romersk byplanlægning, ingeniørarbejde og arkitektur – men også et afsnit om menneskelige proportioner. Genopdagelsen af ham og hans betydning i renæssancen stimulerede klassicismens vækst i denne periode – og bestemt også i de følgende.

Tegningens komposition

Den Vitruvianske Mands komposition, som illustreret af Leonardo da Vinci, bygger udelukkende på Vitruvius’ beskrivelse af menneskekroppens dimensioner, som citeret nedenfor:

”Arkitekten Vitruvius siger i sit værk om arkitektur, at menneskekroppens mål fra naturens hånd er opbygget som følger: 4 fingre udgør en håndflade, og 4 håndflader udgør en fod, 6 håndflader er 1 cubit, 4 cubit er en mandshøjde. Og 4 cubit udgør ét skridt og 24 håndflader udgør en mand. Disse mål benyttede han i sine bygninger. Hvis man stiller sig med spredte ben så man formindsker sin højde med 1/14 og løfter armene, til langefingrene berører issen, så skal du vide, at centrum for lemmerne er navlen, og rummet mellem benene er en ligesidet trekant. Længden af en mands udbredte arme er lig med hans højde. Fra hårrødderne til spidsen af hans hage er tiendedel af en mands højde. Fra toppen af brystet til toppen af issen er en sjettedel af en mand. Fra toppen af brystet til hårrødderne vil være en syvendedel af hele manden. Fra brystvorterne til toppen af issen vil være en fjerde del af en mand. Den største skulderbredde er i sig selv en fjerdedel af en mand. Den største skulderbredde er i sig selv en fjerdedel af manden. Fra albuen til fingerspidserne er en femtedel af manden. Og fra albuen til armhulen er ottendedel af manden. Hele hånden vil være en tiendedel af manden. Begyndelsen af kønsdelene markerer midten af manden. Foden er en syvendedel af manden. Fra fodsålen til neden for knæet er fjerdedel af manden. Fra kønsdelene til neden for knæet er fjerdel af manden. Afstanden fra spidsen har hagen til næsen og fra hårrødderne til øjenbrynene er i hvert tilfælde den samme og ligesom øret er en tredjedel af ansigtet.”

Ovenstående er fuldstændig oversættelse af den tekst, der ledsagede Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. Det er faktisk en oversættelse af Vitruvius, da Leonardos tegning oprindeligt var en illustration til en bog om Vitruvius’ værker. Beskrivelsen af menneskets proportioner har vist sig stort set korrekt, når vægten er lagt på geometriens rationalisering ved hjælp af små hele tal i opbygningen af kompositionen.